Akustiske forhold, eller hvorfor det kan høres på fjerde sal,
når de smækker en dør i stuen.
Boligblokkene Strandvejen 22-30 er bygget i 1960 af beton og mursten. Den store knast i den tids betonbyggeri var altid akustikken. Ofte kunne man høre alt hvad naboerne foretog sig helt ned i de pinligste detaljer. Det hus vi bor i lider af samme skavank, omend i knap så udpræget grad, men selv folk der ikke er specielt støjfølsomme oplever gener. Hvor man idag lægger gummimembraner, satte man dengang delene sammen uden formildende omstændigheder, og det får hele huset til at fungere som lydtransmittor. Der er i de fleste lejligheder ingen isolering mellem etagerne, og hulrummene mellem dæk og gulve bliver således resonansrum. Gulvene ligger på strøer, som igen ligger direkte på beton. I praksis bor man i en gigantisk pauke. Det er ikke morsomt for underboen hvis man går rundt med høje hæle eller hårde sko. Så kan man lige så godt slå søm i, for det lyder omtrent på samme måde. Da de første lejere flyttede ind i halvtredserne, havde alle væg-til-væg tæpper, hvad der har reduceret generne, men det har man sjældent i dag.
I murstenshuse lavede man etageadskillelser af bjælker der bar lofter og gulve. På forskalningsbrædder var der gipsloft, og hulrummet mellem det og gulvet ovenover blev fyldt med pulveriseret lerjord, som absorberer meget støj. Selvfølgelig kan man høre over- og underboere i et gammelt hus, men ikke med så stærk resonans som i vores. I forbindelse med moderniseringer har man desværre kun isoleret i visse tilfælde. Al støj i mod vægge og gulve og hårde overflader i kontakt med selve bygningen transmitteres utroligt meget. Døre der bliver lukket hårdt i stuen kan høres helt op til fjerde sal, og det samme gælder alle "hårde" lyde. Det bemærkes ikke mindst i aften- og nattetimerne.
Hvad kan man gøre for at begrænse generne?
Man kan undlade hårdt fodtøj inden døre og undgå at smække døre, skuffer og skabe. Højtalere bør stilles på et lydabsorberende underlag, f.eks.filt, eller hænges på væggen med specialbeslag der ikke overfører lyd. Folk skal selv kunne bestemme hvad de vil høre af musik i deres egen lejlighed, men helst ikke i naboens. Det bør undgås at børn løber inden døre, og man kan lade dem lege på et tæppe. Hvis nyindflyttede har rolige naboer, kan det godt vare noget før de opdager hvor lydt her er, og de tror måske at de bor i et normalt hus. Det gør de ikke. Sædvanligvis forstyrrer folk jo ikke med vilje, og hvis man er generet er dialog jo altid bedre end skænderi. Det er sjældent en god løsning at banke på vægge og radiatorer. Måske bliver der bare banket tilbage og støjniveauet øges, og så har vi først balladen. Forresten er det ofte svært at finde ud af hvor støjen kommer fra.
Mange soveværelser vender ud mod altangange. Hvis man kommer sent hjem kan man vise hensyn ved at gå lidt forsigtig, og undgå at dørene smækker. Det er fristende, men ikke nogen god ide at stå og hyggesnakke når gæsterne går sent om aftenen.
Udover at lyde spreder sig ad uransagelige veje, kan indtrængende vand også gøre det. Under det store regnskyl i juli 2011 oplevede en forbløffet beboer af på første sal i 22 C at vandet løb ud af et hul i loftet som af en vandhane. Ingen har været i stand til at forklare hvordan vandet kom ud lige der, og hvilke hemmelige ruter det fulgte, men det taprendte i flere timer, selv længe efter at det var holdt op med at regne.
Det er et LIDT underligt hus vi bor i, tør man vist nok sige....
Klaus Poulsen
|